Besøg

Det varer ikke længe, før jeg selv skal til at vende snuden hjemad. Men indtil da nyder jeg godt af flere besøg her i München.

Sidste onsdag kom Oluf (min studiekammerat) til München. Han besøgte venner i byen og vi mødtes også både til en løbetur i parken og siden igen til lidt slentren rundt i byen. Det var super hyggeligt. Det endte faktisk med at jeg fik set Danmark-Tyskland sammen med to af Olufs venner, heriblandt en tysker. Meget diplomatisk endte det 2-2. Olufs besøg skulle ikke blive sidste gang jeg fik snakket mit modersmål i den uge.

Torsdag landede min lillesøster Karen i Flughafen München Franz Josef Strauß. Programmet var relativt åbent over for spontane indfald. Det blev til så forskellige ting som

• Gåtur ved floden Isar der løber gennem byen
• Et besøg i KZ-lejren i Dachau, hvor der i dag er museum og mindesmærke for ofrene
• Olympia Turm
• Sang i en mennesketom udgave af Ludwig-Maximilians-Universitäts aula
• BMW Welt
• En italiensk middag efterfulgt af karioke. Vi ville gerne have vist det ypperste dansk kultur kunne præstere, men fik aldrig lov at synge Barbie Girl
• Schloss Nymphenburg
• En bayersk middag af den bedre slags ved Götheplatz
• Udflugt til Lidl for at betragte rittersportudvalget og købe de bedste
• Farvelfest hos en franskmand
• God asiatisk mad
• Gudstjeneste
• Pølse, brun sovs og kartofler ved Chinesischem Turm
• Flødeskumskage til interaktiv Mads-&-Monopolet-lytning

Og så fik vi snakket og hygget godt undervejs. Karen tog flyveren i går mandag, og fik lov at slæbe noget af min bagage med hjem. Så tak for det

Den sidste tid her i München er ret præget af at de udvekslingsstuderende forlader München. Så der er blevet sagt en masse farvel’er de sidste dage,  og det vil også ske i de kommende. Jeg håber at møde mange af dem igen rundt om i verden.

Og nu nyder jeg så besøg fra Frankrig, dog af den danske slags. Søs & Nicolaj, venner fra København, kom torsdag aften forbi München på vej hjem fra Frankrig. Det er rigtigt dejligt! Vi har set moderne kunst, spist klassisk bayersk mad og mere til. De bliver her til søndag morgen.

Oluf og Nina ved Frauenkirche. Senere stødte Auguste også til flokken.

Ludwig-Maximilians-Universitäts mennesketomme aula. Akustikken var god!

Karen kunne godt li' München.

Når jeg roder mine billeder igennem nu her, kan jeg endda se, at søsteren tillod sig at tage snigerfotos med mit kamera under afslapningen ved Schloss Nymphenburg!

Søs & Nic

Guess who?

Mange har vel prøvet det. Man møder en person, som siger “hej!” til én, men man er ikke liiige helt med på, hvem det er. Lidt pinligt!

Selv har jeg i ret ofte prøvet det. Faktisk meget oftere end jeg sikkert vil være ved. Al den tid jeg kan huske, har jeg været klar over, at det ikke lige var min stærke side at genkende folk. Gennem længere tid har mere og mere forekomemt mig som om, at andre bruger hemmelige tricks til at identificere mennesker omkring sig. Og nu er det, inden for de sidste par år, lykkedes mig at aflure tricket. Eller rettere, jeg har fundet ud af, hvori tricket består.

Det helt afgørende trick er ansigtsgenkendelse. Det er en evne, som mennesker i udgangspunktet har. Ansigtet aflæses lynhurtigt og personen er genkendt. Den evne har ca. 2% af alle mennesker dog ikke – heriblandt jeg! Det, der endegyldigt fik 10-øren til at falde, var en test på hjemmesiden faceblind.org. Her bliver (så vidt muligt) alt andet end ansigtet fjernet. Og jeg var nærmest komplet clueless da jeg skulle forsøge at angive, hvilke ansigter jeg allerede var blevet præsenteret for! Det blev også tydeligt bekræftet af resultatet. Til hverdag genkender jeg simpelt hen folk – også dem jeg kender rigtigt godt – på alt andet end lige akkurat ansigtet.

For mig betyder resultatet flere ting. Jeg er glad for at vide, at det ikke bare skyldes, at jeg ikke tager mig sammen eller at jeg er distræt. Forskningen peger kraftigt i retning af, at det er en del af hjernen, der ikke fungerer, uden at det har betydning for hukommelse og anden genkendelse i øvrigt; samt at man kan være genetisk disponeret for det.

Resultatet forklarer desuden de mange oplevelser, jeg har haft med ikke at kunne genkende folk. Og så giver det mig mulighed for at forklare andre situationen. Det er godt, hvis dem jeg omgås er klar over det. På den måde behøver folk ikke blive sårede eller tro, jeg ignorerer dem, blot fordi jeg ikke viser tegn på genkendelse, når jeg møder dem. Jeg må sige, at jeg tror, at flere sikkert har prøvet, at have set og genkendt mig, men troet at jeg har ignoreret dem, og derfor blot at gå videre!

Endelig kan jeg bruge resultatet til at gøre opmærksom på, at 2% faktisk har det på samme måde. Flere har  levet næsten et helt liv, uden selv at være klar over det. Jeg tror kun, det er en fordel selv at vide det hurtigst muligt! Det ville desuden være fedt, hvis man kunne sige til folk generelt, “jeg er ansigtsblind” og de så ville forstå én lige så hurtigt, som hvis man havde sagt “jeg er farveblind”.

Hvis du vil læse mere om, hvordan det er at være ansigtsblind, vil jeg anbefale følgende link:
http://www.prosopagnosia.com/main/likewhat/index.asp

Og hvis du har lyst til at teste dig selv, kan det gøres her (jeg scorede 42% i testen):
http://www.faceblind.org/facetests/fgcfmt/fgcfmt_intro.php

Og så svarer jeg gerne på spørgsmål, både her i kommentartråden og i øvrigt.